#aarhushistorier 1970 - Den dag Rock n’ Roll blev farlig.

By Valle V

Endnu en sommer var forsvundet som en sky for solen. Nu var mit sidste år på Ny Munkegade Skole begyndt, på lærdommens lange trivielle og kedsomme vej mod voksenlivet. Ni måneder mere og så var det ”finito” med Ny Munkegade Skole. Jeg havde fået et job som kontorbud og tjente gode lommepenge, 95 kroner om ugen, så der var altid råd til en koncertbillet eller to om ugen. Musik var blevet en stor hjørnesten i mit univers. Jeg elskede koncerter med de gode bands. Mine venner og jeg startede som koncertgænger i 1967/68. Vi var kun 13 og 14 år gamle og blev fulgt frem og tilbage fra Boom Mørks Gade. Koncerter med The Red Squares, Herman's Hermits, Dave Dee, Dozy, Beaky, Mick & Tich, Targes og flere andre af samme skuffe. Vi fik det sidste af 60’ernes popmusik med i vores koncertoplevelser, medens vi hurtigt gled over i udviklingen af Rock n’ Roll, New Wave og Punk.



Stoffer og stjerner

Fra 1967 blev de bedste klassiske Rock n’ Roll album indspillet på vinyl, og kunstnerne elskede at rejse rundt med deres musik – sådan da. Stoffer var med til at holde de største stjerner på fødderne, medens nogle tog mere skade en andre. Det skulle have været en onsdag som alle andre onsdage, men det blev det ikke. Onsdag den 2. september 1970 blev en underlig dag, i mit ikke så gamle musikunivers. Det var også dagen jeg mistede min musikalske mødom, hvis du som ung mand kan have sådan en. Jeg mener at min ligger i et hjørne af Vejlby-Risskov Hallen. Jeg havde ikke forestillet mig at man kunne dø af spille musik.



Jim & Jimi

I det store frikvarter talte vi om musik. Vi talte om The Doors og Jimi Hendrix. Vi talte om den ”Cry of Love Tour” Jimi turnerede rundt med lige nu. Jeg var vild fascineret at Jimi Hendrix og hans måde at vride guitaren på, men jeg syntes også at han var et skrøbeligt syrehoved. Jeg var vild med hans album ”Are You Experienced og Axis: Bold as Love”.

Jeg var stor fans af The Doors & Jim Morrison. Jeg elskede Jim Morrison’s psykedeliske sange og Ray’s orgel. Jim virkede maskulin og det feminine køn elskede ham fordi han var så flot og cool. Jim virkede utrolig selvfed og selvsikker i sine ”lederhosen”. Han kunne stå godt skæv i kalechen og synge ”Light My Fire”, gå på toilettet og knalde en lækker hippie pige, for at gå på scenen igen. Han virkede meget mere solidt bygget end Jimi Hendrix, men det skulle vise sig at jeg tog gruelig fejl.



”Skal du til Jimi Hendrix i aften Valle,” spørger Hippie Helle. Vi sidder på bænken under bøgen ude i skolegården. Hippie Helle var ikke som de andre piger i klassen. Helle var speciel og til Rock n’ Roll. Helle kunne også lide Frank Zappa, hvilket gav en tornhøj karakter på pigeskalaen i min karakterbog. De andre piger i klassen kun var til popmusik. Jeg kiggede på Helle og sagde: ”Jeg har spurgt Fuggi, Junne og Stefon om de ville med i aften, men de havde ikke råd til billetter. 



"Der kommer også Stones næste onsdag og The Who sidst på måneden, så jeg ved ikke rigtig,” sagde jeg. ”Hvorfor tager du ikke bare med mig du kan stadig få en billet, der er ikke udsolgt,” sagde Helle. Jeg kiggede på Fuggi der sad og kiggede opgivende ned i asfalten, han var helt total vild med Jimi Hendrix. ”Skal du låne", spurgte jeg. Fuggi rystede på hovedet og sagde: ”Jeg har ikke råd og så skal jeg til brydning i aften”. Jeg tænkte i 10 sekunder over Helles forslag, og så hoppede jeg op min knallert og kørte op til Kaabers Musikforlag i Ryesgade. Billet til Jimi Hendrix.... 15 kroner.

Efter arbejdstid hos Kaas og Martæng Reklamebureau tog jeg et bad og spiste frikadeller sammen med far og mor. ”Du er så pæn i aften hvor skal du hen, skal du være sammen med pigerne”, sagde min mor og smilte. ”Ja, jeg kommer hjem når de andre tager hjem, sagde jeg. Jeg hentede Helle på min lille Puck med englestyr. Jeg var dresset op med hvide Wrangler Jeans, Blå Wrangler Cowboy Jakke, Beatlesboots i lys ruskind, en storblomstret skjorte med vildt overdrevne skjorteflipper og trompet ærmer. Helle var dresset op i en hvid sommerkjole med kniplinger, pandebånd og Jesussandaler. Jeg var helt parat til noget rigtig fed guitarstreng. Jeg var helt parat Jimi ”the acid head” Hendrix.



Hele min sommer var gået med at høre The Doors, The Beatles, The Kinks, The Byrds, The Band, The Who, The Rolling Stones og Steppenwolf. Jeg ved ikke hvor mange luftguitarer jeg sled op den sommer. På knallerten op gennem Nordbyen, med Hippie Helle bagpå knallerten med flagrende kjole, frydede jeg mig over at jeg var den eneste af drengene der skulle i Vejlby-Risskovhallen, på en kedelige onsdag aften i provinsbyen.



Lille Puck & Band of Gypsys

Min gode ven Fuggi havde købt ”Band of Gypsys” pladen, så den var blevet hørt mange gange i løbet af sommeren. Jeg kunne speciel godt lide nummeret ”Machine Gun”, men også ”Who Knows” og Buddy Miles nummeret ”Changes”. Helle og jeg sad på knallerten og talt om hvilke numre vi forventede at høre. ”Bare han sætter ild til guitaren når koncerten er forbi, så er jeg glad,” sagde jeg. Helle hoppede af knallerten og spurgte mig. ”Skal vi ryge en fed, eller vil du hellere have et syretrip?” Lad os bare ryge en fed,” sagde jeg. Jeg ville ikke fortælle Helle, at jeg i sommerferien havde spist et syretrip som hed ”Purple Haze”. Jeg var blevet så bange i min syrepåvirkede tilstand, at jeg havde løbet på bølgende fliser fra Vesterbro Torv ud til Hotel Varna i Marselisborg Skoven, af bare angst for brandbiler med udrykning. På den løbetur blev der åbnet nogle døre op i min hjerne, døre mellem bevidsthed og underbevidsthed. “The Doors was open”. Døre jeg aldrig vil åbne igen, så hellere ryge en lille fed.

Chillum med guldtråd

Vi fik røget den fede på en lille feminin chillum med guldtråd. Vi gik over mod Vejlby-Risskovhallen hvor der stod en kæmpe klynge af spraglede Hippier og ventede på at komme ind. Over køen af mennesker hang der en stor røgsky. Selv om jeg var ganske ung, var jeg blevet en ivrig og rutineret koncertgænger. Jeg kunne godt styre at ryge den koncertfede, troede jeg, men den lille fede bandit Helle og jeg lige have røget gik helt ud til kanten. Helt derud hvor man selv kunne vælge om det skulle være optur eller nedtur. Jeg blev skæv som aldrig før, og tiden begyndte at snegle sig afsted.

Krøltop på Mandrax

Vi ventede og ventede og Jimi gik på scenen på en baggrund af røde muresten, hvor der med store bogstaver stod Østjylland. En lille tynd krøltop med en stor guitar. Jimi begyndte helt cool at vride i guitaren og det lød pisse godt. På mig virkede det som om han spillede i 20 timer. Pludselig vakle Jimi hen til scenekanten og blev ført væk. Wow tænkte jeg, det var stort. Jeg kiggede på Hippie Helle og sagde: ”Det var da fed koncert Helle, fed guitar”. Helle kiggede lidt fornærmet på mig og sagde: ”Han spillede kun i 20 minutter”. ”Er det rigtigt kun 20 minutter, jeg syntes det var pisse fedt, en fantastisk koncert”, sagde jeg. Både Helle og jeg var godt visne efter den fede, så vi sad et stykke tid i salen og talt med andre hippier om stjernens exit fra scenen.

Det bevæger sig. Når vi går, og der hvor du står. Det forandrer sig i alle tider.

Helles hash fortog sig ud i intetheden og vi kørte ned i byen for at drikke et par øl og kyssede lidt. Jeg sagde godnat til Helle og trak knallerten hen af Nørre Allé, jeg var blevet for svimmel til at køre. Jeg gik direkte i seng, uden at vække de gamle. Vågnede næste morgen ved at min mor råbte flere gange: ”Du kommer for sent i skole - Valle”. Jeg lå i sengen og kunne ikke komme op. Jeg lå tænkte på koncerten i går, men kunne ikke huske andet end nummeret ”Freedom” og så nogle trommelyde.



Jeg har senere læst mig til at Jimi Hendrix spillede ”Freedom, Message to Love og Hey baby” (New Rising Sun). Jimi var syg da han vaklede væk fra scenen i Aarhus, påvirket af Mandrax sovepiller. Jeg kan huske at jeg dengang tænkte, at det var sgu godt spillet på sovepiller. Jeg har læst at han dagen efter gav en af sine bedste koncerter i KB Hallen i København. Jimi Hendrix var for langt ude på et skråplan med stoffer. 18 september 1970 døde James Marshall kun 27 år gammel.

Rockmusikken levede videre på den lange bane som intet var sket, bortset fra den musikalske platform var blevet en guitar fattigere. September måned blev den helt store måned for koncerter i Aarhus med mine favoritbands. Drengene og jeg havde billetter til The Rolling Stones, der skulle spille ugen efter Jimi Hendrix. Vi så også The Who gik på venue tre dage efter Jimi’s død. Men hvilken musikalsk september måned i min lille by. Min mor måtte vække mig flere gange denne måned, medens hun råbte flere gang: " Valle du kommer for sent i skole".